Beliggenhed
Boligområdet Bispeløkken-Priorvej ligger i Svendborgs østlige bydel. Fra Bispeløkken-Priorvej er der let adgang til offentlig transport, indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter og pasningsmuligheder, der – ligesom Ørkildskolen – ligger tæt på boligområdet. Bispeløkken-Priorvej ligger lige mellem Rottefældeskoven ved Caroline Amalie Lund og Stevneskov. Der er heller ikke langt til vandet ved Christiansminde. Det giver rig mulighed for at komme ud og nyde naturen. Til centrum af Svendborg er der ca. 1,5 kilometers gang.
Bispeløkken ligger op til to andre boligområder, der er en del af den boligsociale helhedsplan; nemlig Munkevænget og Sanddalsparken.
Faciliteter
Ved Bispeløkken-Priorvej er der masser af plads til leg og aktivitet. Har man brug for mere plads at boltre sig på, end boligområdet kan rumme, så er der mulighed for at besøge Stevneskov, der ligger i nærheden.
Hvordan er det at bo i Bispeløkken-Priorvej?
”Bispeløkken er et lille sammensat boligområde med et stort fællesskab”, fortæller Lars Bassøe Neshamar, der selv bor i området. Lars oplever Bispeløkken-Priorvej som et lille, trygt og rart boligområde at færdes i, hvor flere kulturer lever fint sammen . Blandt andet fordi området er mindre. Her kender de fleste hinanden, hvilket er med til at styrke fællesskabet. Det ser Lars som en stor fordel. Han beskriver desuden området som en af Svendborgs små perler i forhold til sin naturskønne beliggenhed.
Boligområdet har i 2016 fået renoveret varmeinstallationer og isolering. Ligeledes er de ydre rammer med beplantning ved de grønne områder blevetgjort endnu mere indbydende og der er opsat borde og bænke, hvor folk kan sætte sig ned og få en snak. Forår 2018 vil der stå en ny legeplads klar i afdelingen, hvilket bl.a. vil være til gavn for børnefamilierne.
Aktiviteter
Ifølge Lars Bassøe Neshamar er arrangementerne i boligområdet noget af det der styrker fællesskabet allerbedst. Her arrangeres alt lige fra juleafslutning til fastelavn, påske- og sommerfest. Der er også plads til nye initiativer.
Afdelingsbestyrelsen i Bispeløkken-Priorvej
Bispeløkken-Priorvej har en afdelingsbestyrelse, der består af beboere fra afdelingen. Afdelingsbestyrelsen vælges af beboerne på det årlige afdelingsmøde for boligområdets beboere, hvor medlemmerne er på valg for to år ad gangen.I 2017 r der blevet skiftet ud i afdelingens bestyrelsesposter. Her er nye kræfter trådt til, men samtidig kan de nytiltrådte læne sig op af de ældre og tidligere bestyrelsesmedlemmer, der gerne deler ud af deres erfaringer fra tidligere. Det er en stor fordel for afdelingen, mener Lars. Det giver en god balance i samarbejdet mellem de ældre og de yngre.