Mentor til job – for kvinder

”Mentor til job” er et frivilligt mentor program for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der gerne vil starte i job eller uddannelse.

Hvem kan få en mentor?

Alle kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der gerne vil have støtte til at søge job eller uddannelse, har mulighed for at få en mentor. Er du tilknyttet Jobcenter Svendborg, kan din sagsbehandler/jobrådgiver hjælpe dig med at kontakte os.
Mentorforløbet er gratis og frivilligt at deltage i.

Hvad kan man lave med sin mentor?

Mentorforløbet har fokus på job og uddannelse. Sammen kunne I for eksempel:

  • Have hyggelige samtaler om hverdagslivet og øve sprog
  • Kigge på ansøgning og CV
  • Dele erfaringer om emner som fx jobsamtaler, praktik eller arbejdskultur
  • Dele jeres kulturer med hinanden – hvad har I tilfælles?
  • Snakke om hvad du er god til og hvor man kan bruge det

Hvordan er forløbet?

Inden du får en mentor, bliver du inviteret til en samtale med mentorkoordinator Nanna, hvor vi snakker hvorfor du gerne vil have en mentor. Derefter finder Nanna den mentor, der passer bedst til dig.

Man mødes med sin mentor 1-4 gange om måneden i op til 12 måneder. Undervejs vil mentorkoordinatoren snakke med jer og høre om det går godt. I kan mødes lige hvor I har lyst, for eksempel i vores lokale i Munkevænget, på biblioteket eller på din skole.

Hvem kan blive frivillig mentor?

Alle voksne kvinder og mænd, har mulighed for at blive frivillig mentor, det vigtigste er at du er nysgerrig, positiv og har lyst til at indgå i en ligeværdig én-til-én relation. Du skal ikke kende alle svarene på mentees spørgsmål, men du skal have lyst til at undersøge det sammen med hende.

Vil du gerne have en mentor eller har du lyst til at blive frivillig mentor, skal du kontakte Nanna Vestergaard på tlf. 91173758 eller ejdnav@domea.dk

Mentorprogrammet er udviklet i samarbejde med Mentornetværk Svendborg, KVINFO og Jobcenter Svendborg.

Comments are closed.