Christian Søgaard Trio spiller op til gratis koncert torsdag d. 6. august, som finale på deres turné rundt i boligområderne i samarbejde med den boligsociale helhedsplan – Aktive Boligområder i Svendborg.
I løbet af Corona-nedlukningen har det lokale professionelle jazz/folkemusik band spillet gratis udendørs intimkoncerter i alle boligområder, der hører under den boligsociale helhedsplan. Når svendborgenserne ikke har kunnet komme til koncert – så måtte koncerterne komme til dem. Der var så at sige ”levering til døren af kulturliv” til netop de såkaldt udsatte boligområder’.
Beboerkonsulent Signe Pejstrup fortæller: ”Selvom vi normalt ikke laver koncerter blandt boligblokkene, sprang vi på, da Christian Søgaard Trio kontaktede os under corona-nedlukningen, for at spille Baggårds-jazz. Der var brug for at ryste bekymringerne af os og byde beboerne velkommen til foråret. Og sikke det har virket – vi har nu igennem 7 koncerter besøgt alle områderne med udendørs koncerter, og beboerne har virkeligt taget godt imod det. En stor del af mit daglige arbejde går på at få kontakt til de mennesker, der bor her. Både når stort og småt belaster i hverdagen og når der er lyst og energi til endnu mere naboskab – hvilket koncerterne har hjulpet godt med til.
Alle er velkomne i boligområdet ved Strynøvej/Lyøvej og St. Byhavevej kl. 15.00 torsdag d. 6. august, når trioen giver koncert. Tag kaffekanden og picnictæppet med.
- Er du blevet inspireret til at lave koncerter eller andre arrangementer i dit boligområde? Få sparring og fif – og søg “Beboerpuljen” ved at kontakte Signe Pejstrup
Det er historien og fortællingen i sangene, der er omdrejningspunktet, når Christian Søgaard Trio underholder. – ”Det handler om noget!” Ozonlag, rygning, kærlighed, kultursammenstød, kirsebær i lommen og havskum på din hud… Tekstforfatterne har noget på hjertet, og instrumenterne, – ja de fortæller muntert videre på historierne, når ordene holder op. – ”Nu skal I bare høre en god historie..3,4!”
Rune T. Kidde og Pernille Plaetner kan begge noget med ord, så man stopper op og lytter. Pernille Plaetner og Christian Søgaard har skrevet tekster og musik til hinanden i mange år. Hun har et helt specielt talent for at skrue en god sang sammen. Rune T Kidde nåede inden sin alt for tidlige død i oktober 2013, at skrive over 100 bøger og tegneserier, der nåede ud til et kæmpe publikum. Der er derimod ikke så mange, der kender sangskriveren Rune T Kidde. Ham møder man her. Deres gode humør og ordekvilibrisme rummer meget vid og mange vittige kommentarer til det samfund vi lever i.
Melodierne er oftest af Christian Søgaard, men Rune T Kidde har dog også forsynet trioen med en stribe sjove tekster til gamle jazz-evergreens.
Musikerne betegner sig alle tre som glade spillemænd. Fælles for dem er det nærvær, de viser både hinanden og publikum, når de står på scenen. Et nærvær der brænder igennem, helt ned til de bagerste rækker, hvad enten trioen befinder sig på et lille intimt spillested eller i en koncertsal.
Christian Søgaard rejste som ung student til Grønland og lærte der at spille på harmonika. I 12 år var han i mesterlære i Povl Dissings Trio, inden han selv sprang ud som sanger. I en årrække var han kapelmester for Rasmus Lyberth. Et højdepunkt var deres optrædener i Londons Royal Albert Hall.
Morten Nordal er trioens dragende guitarist, hvis utrolige overskud af idéer og påhit spontant triller ud af begge ærmer, og ustandselig rammer publikum et blødt sted lang inde. Han er kåret som Årets Fynske Jazzmusiker og har spillet og indspillet med bl.a. Habadekuk og Tip Toe Big Band m.m.m.
Jens Holgersen lægger med sin kontrabas trioens solide og særdeles velswingende bund. Han har en årelang karriere som bassist indenfor jazz og folkemusik. Modtager af ”Levende Musikpris 2018”. www.jensholgersen.dk.
Christian Søgaard Trio har udgivet tre anmelderroste cd’er ”Navnlig Til Dig” (2007) og ”Skør Skæv og Svimmel”(2010) og 2015 kom cd’en ”Stjerne langt fanden i vold”. 18. september 2020 udkommer albummet ”Glimtet i øjet” med nye sange af Pernille Plaetner.
Koncerterne har været støttet af: Aktive Boligområder i Svendborg, Svendborg Kommune, SEAF, Dansk Musiker Forbund, Gramex og Jazz Danmark.