Som enlig mor i et nyt land kan netværket være lille og ensomheden stor. Derfor har Aktive Boligområder i Svendborg (Boligsocial Helhedsplan) etableret et netværk for enlige mødre. Seks kvinder mødes og deler alt det, der fylder i livet. Samtaler, der giver veninder i boligområdet. Og en ro. For kvinderne finder ud af, at andre har de samme udfordringer, og det er faktisk helt normalt.
Artikel og fotos af journalist Maria Thuesen
Solen bager ned over tæpperne med kaffe og småkager. Og på børnene, der leger på det grønne område rundt om. Der er klapvogne, legetøj og de seks kvinder er i godt humør. De griner faktisk rigtig meget. Lige så meget som børnene, der spiller fodbold med en af medarbejderne fra Aktive Boligområder i Svendborg. Det er den indsats, som har fået netværket i gang og sat de seks kvinder sammen.
”Vi kommer alle sammen fra forskellige lande, så på den her måde lærer vi hinanden at kende. Vi snakker sammen og hygger med hinanden. Og så er det dejligt, at børnene kan lege sammen.”
Kvinderne kommer fra Filippinerne, Tyrkiet, Serbien, Syrien, Eritrea og Somalia. Deres liv har ikke altid været fyldt med smil. Flere har været udsat for vold og social kontrol.
Skilsmisse = ingen venner
”Jeg er ny i Svendborg, og jeg er blevet skilt, så det er lidt svært,” fortæller en syrisk kvinde, der har to børn med.
”I vores kultur kigger man skævt til kvinder, der bliver skilt. Det er ikke godt at blive skilt, så jeg har svært ved at finde venner. Men her møder jeg nogle søde kvinder, som er lige som mig. Vi kan snakke om de svære ting. Vi har meget til fælles, og de hjælper mig meget.”
Kvinden fortæller, hvordan det giver hende en ro i tilværelsen at høre, at de andre kvinder oplever samme udfordringer. At det ikke kun er hende, der har det svært eller har et barn, der ikke lige vil høre efter eller noget, der er svært i børnehaven. Det hjælper at høre, at ”det er helt normalt, sådan har vi andre det også”.
”Her kan jeg være mig selv og kan tale om de svære ting. Om mig selv eller børnene. Hvis der sker noget, er det så kun mig, der oplever det? Og så finder jeg ud af, at det ikke kun er mig,” fortæller en anden.
De 13 børn løber til og fra de fem kvinder på tæppet og får lidt væske i varmen. En sulten mave skal høre, hvornår der er kebab. Og en tredje ringer på morens mobil og fortæller, han skal hentes fra fodbold. Stemningen er god. Kvinderne har en mørk historie, men de lyser op i hinandens selskab og pjatter som en flok veninder på picnic en helt almindelig sommerdag.
”I vores økonomiske rådgivning mødte vi en del enlige mødre, som er eneforsørgere. Og her oplevede vi en stor ensomhed blandt kvinderne. Derfor ønskede vi at etablere et netværk, hvor kvinderne kunne lære hinanden at kende og støtte hinanden resten af livet så at sige,” fortæller Bente Kjær, der er beboerkonsulent i projektet Aktive Boligområder i Svendborg og initiativtager til netværket.
Netværket mødes hver 14. dag. Hver anden gang med børnene og hver anden gang sørger Bente Kjær for, at børnene bliver passet.
”Vi oplever, at kvinderne har enormt brug for et rum, hvor de kan tale med andre voksne uden børnene. Et trygt rum, hvor de kan være åbne og dele, hvad de har lyst til – uden at det kommer videre.”
Må man kritisere børnehaven?
En serbisk kvinde fortæller, at hun er glad for at netværket ikke er større end de seks kvinder. Det gør det lettere at åbne sig og lære hinanden at kende, når gruppen ikke er for stor. Hun er vokset op i Danmark og taler rigtig godt dansk. Hun er en meget åben person og fortæller gerne om sit liv alene med to drenge. Det smitter af på andre kvinder.
”Og så bliver vi bedre til dansk. Vi hjælper hinanden med sproget,” fortæller en kvinde fra Eritrea, som har lidt sværere ved de danske gloser. Da kvinderne har forskellige baggrunde, så er dansk det fælles sprog.
Og Danmark er det fælles land og Svendborg den fælles by for alle kvinderne. Og hvis man kommer fra fx Somalia, så kan det være svært at gennemskue systemet, normer og regler i Danmark. Kvinderne er bange for at træde forkert. Hvad skal der til i et land som Danmark, før de fx stempler mig som dårlig mor. Eller kvindernes største frygt – kan nogen finde på at tage mine børn?
”Jeg synes, det er svært at folk i området holder øje med os,” fortæller en somalisk kvinde og henviser til den kulturelle, sociale kontrol, som mange oplever i boligområder.
”Jeg er altid nervøs for, at nogen anonymt skal lave en underretning. Og jeg har altid været bange for at sige noget i børnehaven. Men nu ved jeg fra de andre kvinder, at det kan man godt.”
Et selvkørende netværk på sigt
Netværket har ført til, at flere er blevet veninder og laver legeaftaler med børnene. Tanken er, at kvinderne på sigt selv skal stå for at mødes, og et nyt netværk med nye ansigter kan etableres.
”Det er nemt at samle de her kvinder og åbne dem op, så snart der er et trygt rum. Det giver dem ro og selvtillid. Og så lærer de os i Helhedsplanen at kende, som kan anbefale og sende dem videre til nogle af vores andre projekter inden for fx uddannelse,” fortæller beboerkonsulent Bente Kjær.
Arrangementet slutter på tæppet med juicebrikker og kebabruller til alle. Børnene pludrer, nogle er ved at være trætte, og kvinderne griner. Det gør de tit.
”De griner helt vildt meget. De er så fede at være sammen med.”
