Mod På Matematik

Mod på Matematik er et tiltag i Svendborg og retter sig mod 6. klasses elever. De børn/unge der deltager, skal løse matematik-opgaver på en app på tablet eller telefon i deres fritid – og så modtager de lommepenge som belønning!

Artikel om projektet fra 2021

Minus og plus giver lommepenge og selvtillid

Børn fra boligsociale områder klarer sig dårligere i matematik, end børn fra resten af landet. Og dårlige karakterer har stor betydning for den videre uddannelse. Aktive Boligområder i Svendborg (Boligsocial Helheldsplan) tilbyder derfor børn i områderne et matematik-forløb med tabeller, ligninger og formler – men også med en lille bonus som belønning.

Sara, Mirna og Angel er veninder. De bor i Jægermarken, går alle tre i 6. klasse på Vestre Skole i Svendborg. De fniser, er lidt generte. Men det hjælper, da der bliver serveret juice og kage ved det bord, hvor de plejer at sidde med computeren og knokle med matematikopgaver.

”Det har været hårdt, men jeg har helt sikkert lært noget. Og matematik er ikke helt så kedeligt længere. Jeg glædede mig nærmest til matematikprøve i skolen,” fortæller Sara Bajrami.

Hun har ligesom veninderne deltaget i projektet Mod på Matematik, som er en digital platform, hvor børnene skal igennem 18 moduler, der svarer til pensum i deres klasse. Et program, der hele tiden tilpasser sig svarene undervejs. Er der mange forkerte svar, bliver niveauet skruet ned og omvendt.

”Det har været rigtig godt. Jeg kan egentlig godt lide matematik. Man skal sådan regne ud, hvad det giver. Det er sjovt,” siger Mirna Alkadouh. Og hun har lært mere matematik af forløbet. Det kan hun mærke i skolen, fortæller hun.

Slut med ondt i maven over matematik

Det seneste halvandet år har 20-25 børn fra Svendborgs boligsociale områder lavet ekstra matematik efter skole. Et tilbud til børn i 6. og 9. klasse. Det er skolerne, der vurderer og henviser børnene til projektet, og hver 14. dag er der hjælp at hente i boligområdets rådgivningslokaler, hvor projektmedarbejder Rasmus Kondrup Ghawsi sidder klar til at hjælpe. Måske er der en, der har glemt sin adgangskode eller en anden er gået i stå, fordi det var for svært eller mangler lidt motivation.

”Det, jeg hører mest, er, at børnene synes, at matematik er noget farligt. Noget, der giver ondt i maven, og gør dem kede af det. Det hører jeg igen og igen.”

Rasmus Kondrup Ghawsi fra Aktive Boligområder i Svendborg nyder at se børnene vokse inden for matematikken. Se dem få den fedeste følelse, når de knækker koderne, og forløbet er gennemført.

”De bliver gladere for matematik. Børnene fortæller, at de plejede at gemme matematikbøgerne og frygtede timerne i skolen. Nu fortæller de, at de glæder sig til at vise læreren og kammeraterne, hvad det er, de har lært.”

Der er også store smil og stolthed i stemmerne, når de tre piger fortæller om, hvad de har fået ud af Mod på Matematik.

”Jeg har lært mere matematik, så nu går det meget bedre oppe i skolen,” fortæller Angel Kamran, der næsten er færdig med de 18 moduler. Læreren har også lagt mærke til, at pigerne har knoklet med vinkler og arealer uden for klasselokalet. Sara Bajrami har fået ros for også at sige mere i matematiktimerne, fortæller hun.

Lommepenge som belønning

Når alle opgaver er løst, modtager børnene 1.021 kroner i lommepenge som belønning. En gulerod, der er mange mening om, men som der er god erfaring med for at få børnene til at deltage.

”Lommepengene betyder utrolig meget. Især i tilmeldingsprocessen. Det giver lige det der skub i starten til at komme i gang. Men det fylder ikke det store undervejs i projektet. Der taler børnene om, at de er blevet bedre til matematik, at læreren har lagt mærke til det, og at det ikke er så angstpræget længere det der matematik. Det er aldrig pengene, det handler om,” fortæller projektmedarbejder Rasmus Kondrup Ghawsi.

Mange i klassen var misundelige, da de hørte, at de tre veninder ville få lommepenge for at lave ekstra matematik, men Angel har ikke haft den store fokus på pengene. Hun har gjort det for sin egen skyld, at hun kunne blive bedre til matematik. Hun har dog tænkt at bruge pengene til at spare op til en ny telefon. Sara og Mirna har allerede fået pengene, og de er brugt til nyt tøj og sko.

Selvtillid og færre, der dumper matematik

Målet med projektet er at forbedre gennemsnittet i matematik for børn i boligsociale områder for at øge chancerne for, at de kommer videre i uddannelsessystemet. Gennemsnittet i matematik ligger på 5,1 sammenlignet med 6,9 i resten af Danmark. Og da problemerne er størst i matematik, er det her, man har valgt at sætte ind. Næsten 12% dumper i matematik, hvor det kun er 3% andre steder. Og forskning viser, at karakterer har betydning for – ikke kun, om du opfylder adgangskravene til en ungdomsuddannelse – men også, om du reelt gennemfører. Jo lavere karakterer, du har med fra folkeskolen, jo større er risikoen for frafald.

”Det handler om, at børnene skal blive bedre til matematik. Og så opnår de en selvtillid ved at finde ud af, at de godt kan. Samtidig giver det os et endnu bedre samarbejde med skolerne og forældrene,” fortæller Bente Kjær, der er beboerkonsulent i Aktive Boligområder i Svendborg. Og da organisationen BL – Danmarks Almene Boliger – stillede programmet gratis til rådighed, var det bare om at komme i gang og prøve det af, fortæller hun. Til stor glæde for i hvert fald de tre piger, der nu med fornyet selvtillid kan sidde og nyde en fortjent kage og juice.

”Det er fedt at have gennemført det. Jeg er virkelig stolt af mig selv,” fortæller Sara Bajrami.

Hvorfor lommepenge?

Hvis tallene driller, kan et ekstra skub være nødvendigt, for at få brugt den ekstra tid på øvelserne. Lommepengene giver ansvarsfølelse for at tjene sine egne penge og app’en er udviklet til at rette sig ind efter det enkelte barns faglige niveau.

Hvem kan være med?

Kunne din søn eller datter have glæde af at deltage, og bor I i et af boligområderne, så ring og få en snak med Bente Kjær. Niveauet ligger på 6. klasses niveau, men kan være relevant for elever på de øvre klassetrin også. Vi samarbejder selvfølgelig med skolerne om at invitere elever til at deltage.

Bente Kjær koordinerer Mod på Matematik i de ABIS og kan kontaktes på bk@sab.dk eller tlf: 23 38 93 69

BL – Danmarks Almene Boliger har udviklet projektet og platformen er skabt af Area9 Lyceum.

Comments are closed.